Mindre værd, mindre dygtig

Der er et rum, jeg har stået i utallige gange. Et mødelokale, en konference, et netværksarrangement i branchen. Mest mænd. Nogle gange kun mænd og mig.

Og der er en følelse, der kommer med det rum, uanset hvor mange år jeg har drevet min egen virksomhed: at alle de andre ved mere end mig. At de har styr på noget, jeg først lige er ved at forstå. At jeg, en dag, bliver afsløret som den, der egentlig ikke burde sidde her.

Jeg har et ord for det nu. De fleste har det. Imposter-følelsen — altså følelsen af at være en bedrager, selvom man rent faktisk kan sit håndværk. Men at have et ord for det gør det ikke mindre ubehageligt at stå i.

···

For nogle måneder siden stod jeg i sådan et rum igen. Pause, kaffe, den slags høflig networking-snak, hvor alle lyder skarpere, end de føler sig. Jeg endte ved siden af en anden kvinde — en af de få i lokalet. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og så sagde hun det, halvt grinende, halvt alvorligt: "Jeg føler mig altid som den dummeste herinde."

Jeg stirrede på hende et øjeblik for længe. For det var min sætning. Den, jeg aldrig sagde højt.

···

Her er det, jeg er begyndt at spørge mig selv om: hvor kommer den følelse egentlig fra? Ikke fra mit regnskab. Ikke fra mine resultater. Den kommer fra et rum, der i årtier har set ud på én bestemt måde — og hvor jeg, uanset hvor dygtig jeg bliver, stadig kan mærke, at jeg skiller mig ud.

Jeg har aldrig hørt en mand i den branche undskylde, før han stillede et spørgsmål. Det har jeg gjort utallige gange — "det er måske et dumt spørgsmål, men". Ingen har bedt mig sige det. Jeg har bare lært, et sted undervejs, at gøre mig lidt mindre, før jeg fylder noget.

Det er ikke mig, der er noget galt med. Det er rummet, der aldrig blev bygget til, at der skulle sidde flere som mig i det.

Og jeg ved godt, at den sætning ikke fjerner følelsen om mandagen, hvor jeg igen sidder med den kendte klump i maven. Men den flytter skylden derhen, hvor den hører til.

···

Jeg kommer stadig til at stå i de rum. Jeg kommer stadig nogle gange til at føle mig som den mindst dygtige ved bordet. Det går ikke væk, bare fordi man har sagt det højt én gang.

Men jeg er holdt op med at lade følelsen bestemme, om jeg stiller op.

Cecilia Lyngtoft

Økonomisk mentor · Lyngtoft